Hospital Prison University Archive. Et arkiv uden samling

En introduktion af Jakob Jakobsen (Beta-version – kommentarer modtages gerne på e@jakobjakobsen.net)

Hospital Prison University Archive er ved at blive til. Kernen i projektet er kollektiv forskning og udvikling af modstandsformer og udveje. Vi leder efter våben fra de stadigt ufuldførte revolutioner. Det er en vanskelig rejse vi begiver os ud på, en flugt, der ligesom navnet aldrig kommer til at være let. Selve navnet er en kæde af ord, som henviser til miljøer præget af kræfter, der gør os fremmede. Miljøer, der tager vores kroppe og former dem. Omgivelser, som er lukkede og lukker os inde. Omsorg og kontrol, indfølelse og vold, læring og disciplin. Fremmedheden kan kun overvindes ved at følge fremmedgørelsens egne bevægelser. Vi lever i et fjendtligt miljø fyldt med skaller af forstenede institutioner, som vi må skaffe af vejen. Selv-institutioner kan bygges.

Et arkiv er normalt kendetegnet ved dets samling, men Hospital Prison University Archive har ingen samling. Hospital Prison University Archive har ingen udvalgte objekter og intet katalog. Her er ingen beholdning og ingen registre. Et arkiv strukturerer, det indfører en orden inden for et bestemt område. Arkivets utopi er den fuldstændige og komplette samling. Og en bestemmelse af områdets grænser. Alt er på sin plads – men som vi ved efterlades noget udenfor. I forhold til denne utopi fremstår Hospital Prison University Archive som et anti-arkiv. Arkivet er tomt og der er ikke noget ønske om fylde eller orden. Der er ingen grænser eller hegn til ’noget’, som sættes udenfor. På den måde er Hospital Prison University Archive allerede selv udenfor. Det bliver et sted, hvor forskellige tryksager, malerier, souvenirs, værktøj og andre mere eller mindre veldefinerede kulturgenstande vil tage midlertidig ophold, inden de bevæger sig videre i deres sociale liv som menneskelige genstande. Hospital Prison University Archive vil dog ikke bare tage fat i mindre håndholdte genstande, men også en hel bygning for eksempel. Måske en hel by.

Et arkiv markerer et magtforhold og et ejerforhold. Det er to sider af samme sag. For at opretholde et arkiv og en samling kræver det, at folk tror på samlingens unikke karakter og sjældenhed. Sjældenhed er en af drivkræfterne i forhold til værdiskabelse inden for et marked. Ideen om den unikke kunstgenstand virker som den ultimative form for en vare. En fetish, som i sin oprindelse netop var en fortryllet kunstgenstand. Alene termen fetish leder tanken videre hen i mod en religion og et trossamfund. En fetish kan nu kun veksles med penge fra den kapitalistiske kult. Den bygning må nedbrydes. Dette sker allerede i det små gennem de muligheder for reproduktion som den teknologiske udvikling skaber. Først kom de nye mekaniske reproduktionsmidler specielt med fotografiet og lydoptageren, som blev introduceret lige inden år 1900. Nu kunne et billede affotograferes og kopieres i oplag. Nu kunne musik og tale optages og kopieres i oplag. Inden for billedkunsten hed det reproduktioner. Inden for lyd og musik hed det grammofonplader. I dag har digitaliseringen næsten fuldstændigt udvisket forskellen på original og kopi. Der kan som oftes ikke findes en original da både billed og lyd bliver skabt i digitale omgivelser. Dette har gjort det vanskeligt at opretholde tilliden til genstandenes unikke status. Alt kan kopieres. Alt kan reproduceres. En befrielse, men det herskende værdisystem er styret af ejendomsret og privateje. Det har desperat forsøgt at modgå kopiering og reproduktion, og har som modvægt opbygget en forkvaklet sjældenhedskultur hvor kunst- og luksus-varer er blevet yderligere fetisheret gennem alskens sociale eksklusionsritualer og juridiske kontrolmekanismer. Men bygningen skrider.

Allerede i 1930erne så revolutionære intellektuelle omridset af en ny fælles og reproducérbar kultur, som ikke kunne tilhøre nogen bestemt person eller stat. Nu kunne man i dagligstuen lytte til indspillet klaverstykke af Eric Satie, mens man nød en reproduktion af et Sonia Delaunay-maleri på væggen. Dette var i 1930erne og havde at gøre med udviklingen af ny teknologi indenfor reproduktion af lyd og billede. Musikken kunne optages og afspilles med grammofonplade i det uendelige. Billedet kunne affotograferes og trykkes som reproduktioner i det uendelige. Dette revolutionære løfte om en fri og kommunistisk kultur, hvor alle kan nyde efter behov og yde efter evne, blev aldrig rigtigt til noget, men forholdene for den kunstneriske oplevelse blev udfordret. Denne udvikling tog endnu et spring med den digitale reproduktionsmåde, og løftet om en fri kultur blev til en hvis grad blevet indfriet inden for musik og film, hvor det meste musik og de fleste film kan findes på diverse bit-torrent eller streaming-sider. Men da den kapitalistisk økonomi er baseret på privat ejendomsret, bliver ejerskabet til den sags kultur stadig forsvaret. Kultur er industrialiseret. Og kapitaliseret. Adgangen til den fri kultur bliver forsat søgt blokeret af repræsentanter for markedskræfterne gennem copyrights og ubetalelige reproduktionsrettigheder. Så ingen kommunistisk kultur før vi afskaffer af det kapitalistiske værdisystem. Og man kan se samtidens overgearede samlermani af luxus og kunstgenstande som en sidste krampetrækning fra et døende system. Prissætningen af disse varer har sluppet enhver forbindelse til den konkrete verden. Så vi kan godt begynde at forestille os en bølgende kommunistisk kultur, forudsætningerne er til stede, den gamle bygning er ved at falde sammen.

Selv materiale, der i deres oprindelige form cirkulerede som flyveblade i det offentlige rum, bliver i dag låst nede i arkiver. Det er for eksempel sket for mange af de tryksager fra 1960ernes modkultur, som cirkulerede frit i deres samtid. Arkivet som institution fungerer ofte som en måde at forhindre den frie brug af kultur. Det som i realiteten sker er at arkiver værner om deres værdier, som kun kan beskyttes ved at forhindre at genstandene i ders samling reproduceres og kopieres. Jeg er selv blevet bedt om at slette billeder optaget med min mobil på det Kgl. Bibliotek i København, ligesom jeg er blevet stoppet i at bruge mit fotografiapparat på British Library i London. Dette forklares med at kulturarven skal beskyttes og enhver ukontrolleret brug af kulturgenstandene skal forhindres, selvom de pågældende arkiver ikke selv er i besiddelse af copyrights på det meste af deres materiale. Men det fortæller de sjældent - og det er grundlæggende deres samlings unikke karakter de søger at forsvare med alle midler. Selv mange digitaliseringsprojekter, som museer og nationale arkiver iværksætter, holder fast i ejerforholdet til en original som fetich. Du kan godt få lov til at kigge med, men hvis du ønsker at reproducere er det en anden sag, som søges forhindret gennem alt muligt ævl.

Ordet ’arkiv’ henter sin oprindelige betydning fra oldgræsk og har forbindelse til betegnelsen for et ’regeringssæde’. Tankevækkende at et sted så lukket og afsondret som et arkiv skulle kunne udøve magt og regere. Men arkivets herredømme opstår i og med dets samling og samlingens orden. Et arkiv opstiller en grænse for hvad der skal bevares som kultur og hvad der skal forsvinde og vaskes ud af den sociale hukommelse. Se for eksempel de to forskellige feministiske arkiver og biblioteker i London, som inden for de sidste mange år har kæmpet for at overleve. De har begge fundet nye hjem, men samlingerne har mistet deres egenart, da de er blevet spredt og inkluderet i andre samlinger. Næsten samtidig var der en bud-krig mellem Biblioteque Nationale i Frankrig og Yale University i USA om at købe den selviscenesatte oprører Guy Debords efterladte papirer. Hans papirer blev gjort til national kulturarv i Frankrig, og berømtheder betalte en formue for at deltage i fundraising-middage der kunne sikre, at arkivet forblev i Paris. Sådan bliver et kulturelt herredømme vedligeholdt; noget bliver feticheret, andet glemmes.

Et arkiv bærer altid en samfundsmodel i sin mave. I maven på Hospital Prison University Archive ligger en drøm om en anden brug af historien og en anden fremtid. Enkelte genstande er på visit i arkivet, men der findes intet samlet billede af verden. Det materiale, vi arbejder med, er altid allerede på vej, spredt og distribueret i en social krop. Hospital Prison University Archive er en invitation til fælles undersøgelse og udgravning af de forskellige lag i de navnløses materielle kultur. Det der driver Hospital Prison University Archive er fælles forskning og undersøgelse af modstandsformer. En form for arkæologi af mulige og umulige fremtider. Hospital Prison University Archive er et arkiv for sociale bevægelser. Uformelle kollektive angreb, forskydninger og ytringer, men også for en form for social affekt – bevægelse. Bevægelse som i 'jeg er bevæget’, ’jeg er berørt’. Hospital Prison University Archive er et arkiv for social kamp og modstand mod samtiden. På flugt.

Hospital Prison University Archive er et nærsynet arkiv. Vi undersøger genstandene, som passerer gennem vores opmærksomhedsfelt med indgående grundighed. Så mange detaljer som muligt vil blive vristet ud af deres materielle egenart. Genstandene mikroskoperes, og den mindste forskel skal undersøges. Måske medfører disse små variationer et fornyet blik. Men hvad nu hvis genstandene bliver til noget andet gennem dette fornyede blik? Arkivets analyse gør genstandene til noget mere og andet end bare en vare, en bytteværdi eller en økonomisk værdi; analysen gør også genstandene til noget andet og mere end en brugsgenstand, et redskab eller værktøj – de vil også blive betragtet som æstetiske genstande i al deres singularitet. Hos os bliver alle kulturgenstande betragter som kunstværk; et maleri og et hæfte; et træsnit og en vinyl plade; et værktøj og et flyveblad.

Inspireret og muliggjort af nye mekaniske reproduktionsmåder udgav den franske kunstkritiker Andre Malraux i 1947 det først bind i serien ’Le Musee Imaginaire’ eller ’Museet uden vægge’. Det var hans tanke at disse bøger skulle udgøre en oplevelse, som overgik et besøg på et kunstmuseum. Altså mens man var derhjemme. Nye fotografiske teknikker havde sammen med nye trykkemetoder gjort det muligt at skabe fotobøger, eller fotoalbum, hvor billederne var den drivende kraft. Disse fotoalbum blev trykt i store oplag så den nye efterkrigsgeneration kunne have kunst i de nye hjem. Bøger udgjorde en ny måde at kigge på kunst på; nu var det blevet muligt at sammenstille og sammenligne billeder og udnytte bogens forløb og dobbelt opslag i albummet som en form for billed-montage. For eksempel en kinesisk skulptur og en ægyptisk. Eller en symaskine og en paraply. Som Malraux skriver, var det en meget kort periode, hvor man gik på museum for at se på kunst, måske kun 200 år. Indtil da var kunsten placeret i den situation, hvortil den var skabt: i templet eller på slottet. Men også i landsbyen eller i regnskoven. Museet var en relativ ny opfindelse skabt til et gryende europæisk borgerskab. Nu kunne fotoalbummet gøre museet tilgængeligt lige præcist når folk havde behov for det. Altså i folks hjem. Og det var ikke udelukkende bestemt for borgerskabet. Det der siden hånligt er kaldt coffee-table bøger var en revolution. Digitalkameraet har endnu engang sprunget rammerne for reproduktionsteknikkerne med den digitale billedbehandling og uendelig kopiering. Nu er det vitterligt blevet ligegyldigt at skelne mellem en original og en kopi. Nu er det blevet muligt at sammenstille kaskader af billeder – og enhver gør det når de foretager en billedsøgning på Google for eksempel. EN ny billedverden er ved at blive til. Og kampe om repræsentation er udfolder sig.

Hospital Prison University Archive vil zoome ind på de mindste detaljer. Vi indsamler Small Data, ikke Big Data. Vi vil ikke søge efter abstrakte mønstre i store datamængder, men efter specifikke forskelle i den materielle kultur vi er en del af. Hensigten er ikke den distancerede analyse og generaliserende repræsentation, hensigten er det engagerede blik, det dramatiserede fotografi, den sanselige fortolkning, den taktile overflade, smudset på et dokument.

Vi står i en situation hvor både produktionen og receptionen af kunst er bagudskuende og styres af ideer som skaberkraft og genialitet, evighedsværdi og mysticisme. Disse ideer reproduceres af ikke blot et metastaserende kunstmarked, men er forudsætningen for dette markedets eksistens. Signaturen garanterer værdien af kunstgenstanden. Kunstmarkedet reproducerer personlighedsdyrkelse og suveræn individualisme – og personlighedskulten er forudsætningen for dette marked. Denne konstruktion er ifølge Walter Benjamin farlig da den kan lede til fascisme – eller som han skriver ’at de foreliggende kendsgerninger bearbejdes på en fascistisk måde’. Personlighedsdyrkelsen i den bagudskuende kunst opretholdes i dag ikke kun af de institutionelle sammenhænge, men af den kapitalistiske kult. Kunstverdenen er blevet et finansielt marked hvis værdier opretholdes af kontrol med og sikring af den individuelle kunstner og hans varemærke (signaturen). Ingen forfalskninger, tak! Ingen reproduktioner! Og hvis der reproduceres fastholdes ejerskabet hver eneste gang. Personlighedskulten er også tilbage når man betragter den geopolitiske slagmark; Trump, Putin, Erdogan, al-Sisi, osv. Vi må aktivt anvende mulighederne i de digitale reproduktionsmidler i forhold til kunstværker. Reproducerbarhed bortskærer ideen om det auratiske kunstværk og gør enhver anvendelse af kunst og kultur fuldstændigt ubrugelig som fascisme, som Walter Benjamin pegede på. Persondyrkelsen er reaktionær. For ham var filmen den mest udviklede kunstart, da den byggede på en kollektiv arbejdsform hvor en stor gruppe af kunstnere og teknikkere fremstillede et fælles produkt. I dag bliver billedkunsten meget ofte fremstillet med den samme kollektive arbejdsform, men når værket skal fremvises er der næsten altid bare en enkel signatur på værket: Olafur Eliasson eller Superflex.

Alle kulturgenstande kan reproduceres og reproduktionen kan reproduceres. Det er derfor vigtigt ikke at betragte reproduktion som identisk med noget man kalder en original. Billeder er til alle tider blevet genbrugt og man kan ikke forstå et billede uden de tidligere billeder, som ligger i bevidstheden. Der findes ingen original. Man må som Poul Valery skrev i 1928: "Et kunstværk vil ophøre med være andet end en kilde eller udgangspunkt, hvis kvaliteter vil kunne være tilgængelige – nærmest fuldstændigt – hvor end vi ønsker dem." Dog er det vigtigt at bemærke at i den uendelige reproduktion dukker det konkrete billede altid op i unik form i og med den sociale kontekst, som det betragtes inden for. Men det gør ikke værket unikt, blot sammenhængen og oplevelsen. For Benjamin er det ikke blot kunsten, som var strandet i en fortidig og potentielt farlig form, vores sanser hænger også fast i fortiden og styres af begæret efter de auratiske og fortryllede genstande. Vi kender kun varer. Sanserne er altid et resultat af den historiske udvikling, som Karl Marx påpegede. I de arkiviske processer undersøger vi de sociale relationer, som omgiver genstandene og som konstituerer dem – og de foreliggende kendsgerninger betragtes som sådan. Altså på en ikke-fascistisk måde.

Der findes intet neutralt blik, hvorfor iscenesættelsen og dramatiseringen af genstandene blev en naturlig del af reproduktionen. Belysningen og baggrunden kunne fremhæve de taktile og formmæssige egenarter af kulturgenstandene. Og nu kunne man rejse langt med mobilt udstyr, så selv et fotografi af en buddhistisk stenskulptur i Cambodjas jungle kunne sammenstilles med et foto af en gotisk stenskulptur fra den europæiske middelalder. Asger Jorn og Gérard Franceschis’ bog-projekt 10.000 Års Nordisk Folkekunst (1962-65) var en del af samme ambition. De var i stand til at dokumentere en hel epokes kunstneriske arbejde, da de kørte rundt i Skåne i deres Citroen DS og fotograferede skånske stenskulpturer fra vikingetiden. Den efterfølgende bog var også et album, hvor billederne fik lov til at stå frit i forhold til hinanden og uden kommentarer. Tilsvarende udviklede Roger Caillois, Georges Bataille og kredsen omkring det surrealistiske tidsskriftet Documents (1929-30) en eksperimentel sammenlignende metode ved sammenstilling af tekster og billeder. De kombinerede viden fra antropologi, sociologi, psykoanalyse og kunst og skabte hvad Bataille kaldte ‘en krigsmaskine mod alle overleverede ideer’. Jorn og Franceschis’ bog og Bataille og Caillois’ tidsskrift gjorde kunst tilgængelig for mange takket være de nye reproduktionsteknikker. Bøgerne viderebragte ikke alene de mest værdsatte malerier og skulpturer fra museumssamlingerne i Europa, de sprang den europæiske ramme for kunst ved at inkludere billeder og skulpturer fra alverdens kulturer og fra alle tider. Som Malraux forklarede, så var kunsthistorien gledet ’ud af hænderne på eksperten’ for at blive ’en historie af ting der kan fotograferes’. Kameraet havde skabt nye vilkår. Men Malraux hang selv alligevel fast i den koloniale og ejendomsfikserede fortid. Han plyndrede kulturgenstande i Cambodjas jungle. Fotografiet var stadig ikke nok for Malraux. Han røg i fængsel. Det gjorde hans surrealistiske kollega, forfatteren og etnologen Michel Leiris også. De ville alligevel gerne have noget til samlingen.

Hospital Prison University Archive har ingen encyklopædiske lykkedrømme om fylde og fuldstændighed; her er der ingen dækkende navngivning eller nogen raffineret findeling af kategorierne. Ingen komplette serier. Tværtimod ønsker vi at søge ud i mere dunkle og forladte egne i den visuelle kultur og opsamle skår fra knuste opstande. Samtidigt ønsker vi at følge Rimbauds diktum om en bevidst forvirring af alle sanser for at gøre det normale og selvfølgelige ukendt. Vi vil kigge på enhver genstand, som så vi den for første gang. Og vi roder med at opdatere den analytisk metode som Asger Jorn introducerede med ’sammenlignende vandalisme’, hvor forskellene giver betydning, og variation kendetegner det unikkes sprog. Ikke identitet, men en skønhed, som opstår i det tilfældige møde på et operationsbord mellem en symaskine og en paraply, jævnfør poeten Lautréamont.

Hospital Prison University Archive er et kombineret arkiv og radiostudie. Talen omkring genstandene, som driver igennem vores lokale, vil blive optaget og udsendt på Hospital Prison University Radio. På den måde bliver de sociale forhold og de samtaler, som genstandene provokerer – og som omgiver og strømmer igennem dem – tilgængelige som samtale. Du kan lytte til disse samtaler i dit køkken eller i din stue, når du roder med din computer. Hospital Prison University Radio er online og sender 24-7. Viden er en social relation og findes ikke før vi henvender os til hinanden.

Arkivets lidt lange titel har sit udspring fra det Fri Universitet i København og den posthume ulovliggørelse i 2010. Som svar på statens forsøg på at besætte og kontrollere betegnelsen ’universitet’ grundlagde vi en (ulovlig) efterfølger, Hospital Prison University, som dog aldrig fik nogen praksis (kun et navn og en hjemmeside). Hospitalet kan beskytte mod en voldelig verden, men samtidig er hospitalet et fængsel. Det vi har brug for er et anti-hospital, og det begyndte jeg at bygge i 2015 da jeg lå på Psykiatrisk Afdeling på Gentofte Hospital og tænkte på Hospital Prison University. Jeg var død indeni – og jeg behøvede nogle våbenbrødre. Dem fandt jeg da jeg fik fat i bogen ’Hun’ som eftersigende var den første feministiske udgivelse i Danmark. Deri beskriver Tina Schmedes and Suzanne Giese almindelige arbejderkvinder som kæmper mod deres samtid. Våbensøstre.

Denne proces ledte til behovet for endnu en institutionel ramme: Arkivet. De fire institutioner virker alle som sociale maskiner, der tager kroppe, fastholder dem og former dem. Og forskellen mellem de fire institutionelle forme kan undertiden være svær at se. Hospital Prison University Archive kommer til at udfolde og udfordre viden om grænserne imellem dem og undersøge nye begær på vej væk. Projektionen er ikke utopisk, tværtimod, vi ønsker at knuse de forhold som betinger vores måder at se og begribe på. Derfor ønsker vi at have disse institutioner helt inde ved kroppen; de maskiner som fortæller os at de drager omsorg for os når de afretter os, spærre os inde. Vi vil i praksis modarbejde disse institutioners politiske virkning inden for den gældende orden. Disse maskiner skal løsrives og ombygges fra deres fundament.

Hospital Prison University Archive vil være åben for offentligheden ikke blot i radio-(net)-æteren, men også som fysisk rum. For eksempel ønsker vi at lave en udstilling med udgangspunkt i de musselmalede paptallerkener, som porcelænsarbejderne på den Kgl. Porcelænsfabrik fremstillede under deres måneder lange vilde strejke i 1976. På bagsiden af tallerkenen står der ’Få et kunstværk til en tier – derved støttes vores kamp mod lavlønsproblemet på den Kgl. Porcelænsfabrik’. Jeg har inviteret arbejdskollektivet Ekstatiske Feminister til at trække tråde ind i fremtiden med udgangspunkt i et enkelt eksemplar af den musselmalet paptallerken, som jeg har fået lov til at låne af min søster, der fik den af min moster, som købte den i 1976. Det kan jeg huske. Sådan en dekoreret paptallerken er et perfekt eksempel på et kunstværk uden kunstner. Den ser vi gerne nærmere på.

Rent praktisk skal præsentationen af genstandene i kontorlokalet på Læssøegade være en invitation til at reflektere over social-historiske begivenheder i nutid og fremtid. Denne refleksion skal ske i samarbejde med en række billedkunstnere, musikere, teaterinstruktører, forfattere mv. Refleksionen skal være politiserende men også kunstnerisk-æstetisk i stor afstand fra den akademiske eller faghistoriske ordenssans. Mange af genstandene bærer vidnesbyrd om begivenheder og kampe, som er mere eller mindre forsvundet i den gældende historie. Ofte revolutionære nederlag. Kulturgenstandene bliver på den måde udgangspunktet for en reaktivering af historier og sociale konflikter direkte i samtiden. Dette skal ske i form af fremvisninger, men også i form af læsninger og samtaler, som opstår omkring og igennem genstandene. Det er mit håb, at det kommende virtuelle og visuelle arkiv bliver en invitation til uendelige sammenstillinger af de fotografier, der løbende vil dokumentere og dramatisere den strøm af kulturgenstande som driver igennem Hospital Prison University Archive. Og de kampe som de er en del af. Samtidigt kan du lytte til talen på Hospital Prison University Radio. Arkivet er tomt, og det vil forblive tomt.

København april 2017